Er I løbet tør for idéer til at synliggøre jeres forening? Eller virker det, I plejer at gøre, ikke længere? Her på siden kan I finde inspiration til, hvor og hvordan I kan sprede jeres budskaber.
I De Frivilliges Hus kan alle frivillige sociale foreninger og grupper få sparring om kommunikation. Vi kan blandt andet hjælpe jer med hvilke medier, I skal satse på, og hvordan I bedre når jeres målgruppe. Vi kan også synliggøre jeres aktiviteter eller sparre om pressehåndtering, og hvordan I laver en realistisk plan.
Her finder I forslag til måder og steder, I kan synliggøre jeres forening. Det er hverken en udtømmende liste eller en tjekliste. Tværtimod skal I vælge de platforme, som giver mening i forhold til at nå jeres målgruppe og er realistiske for jer at vedligeholde.
Socialkompas er stedet, hvor I kan synliggøre jeres tilbud og aktiviteter. Platformen samler social- og sundhedstilbud i Aalborg, og er stedet man søger, når man bøvler med noget. Det er her, I skal kommunikere om jeres faste tilbud og tidsbegrænsede eller længere forløb – ikke enkeltstående arrangementer. Opret en bruger og tilføj jeres tilbud, så mennesker, der søger hjælp eller fællesskaber, og medarbejdere i kommunen kan finde jeres tilbud. Læs mere om Socialkompas her.
Frivilligjob.dk er jobportalen for frivilligt arbejde og en oplagt hjemmeside til at synliggøre jeres forening over for potentielle frivillige. Opret et opslag med en fængende overskrift, en beskrivelse af opgaverne, tid, formål og den forskel, frivillige kan gøre.
En hjemmeside giver jer som forening en central platform til at præsentere jeres formål, aktiviteter og kontaktoplysninger til både nuværende og potentielle medlemmer og frivillige. Den skaber troværdighed, gør det nemt at finde information og giver mulighed for at fortælle lidt mere end, hvad der egner sig til sociale medier. Sørg for, at jeres hjemmeside er brugervenlig med overskuelig navigation og aktuelle oplysninger.
Det sociale medie Facebook kan I bruge til at dele nyheder, gode historier og oprette begivenheder for jeres arrangementer. Facebook har en bred men knap så ung målgruppe. Facebook er særligt godt til at kommunikere om jeres åbne arrangementer. Dem kan I oprette som begivenheder og dele i lokale grupper. På Facebook kan I også lave annoncer, hvis I ønsker at nå ud til flere, end I plejer. Facebook er det sted, I kan lave betalt annoncering for ganske få kroner.
Instagram er et oplagt socialt medie, hvor I kan nå en ung målgruppe. Her kan I dele gode billeder, lave videoer og vise, hvad I laver i jeres forening. I vælge at lave 3 opslag om måneden eller 3 om ugen. Det vigtigste er, at I løbende opdaterer og er “til stede” med relevante, hyggelige, sjove og underholdende opslag.
LinkedIn kan ses som et erhvervsorienteret socialt medie. Derfor er den typisk ikke brugt af foreninger. Nogle organisationer bruger det dog til at søge frivillige og vise, hvordan de gør en forskel ved at fortælle de gode historier.
Ræk ud til lokale nyhedsmedier, som jeres målgruppe læser, hvis I har en oplagt historie om jeres tilbud eller et åbent arrangement. Fokuser på menneskers oplevelser og den værdi, I skaber. Det vækker interesse hos både journalister og læsere. Lav en skarp pressemeddelelse med en fængende overskrift, konkrete fakta og fremhæv det unikke ved jeres indsats. Oftest vil I have succes med at blive udgivet, hvis historien har nyhedsværdi for en bred målgruppe, eller I har en konkret personlig case klar – en person, der har lyst til at dele sin egen historie.
Fysiske materialer kan være relevant, hvis I gerne vil fange en målgruppe, I ikke når på sociale medier. Hvis I vil lave fysiske materialer – plakater og foldere – kan I bruge det gratis designværktøj Canva. Nogle trykkerier tilbyder at producere trykte materialer for en reduceret pris, hvis deres logo kommer på. I kan for eksempel lave en plakat, som kan hænges op rundt omkring i byen eller designe foldere, som kan deles ud på gaden. Vi vil meget gerne have en lille stak af jeres foldere til vores foldervæg i De Frivilliges Hus.
KultuNaut er en hjemmeside, der giver overblik over offentlige kulturarrangementer i Danmark. Hvis I afholder et åbent arrangement, kan det være en ide at tilføje jeres arrangement på KultuNaut.
Et nyhedsbrev kan være en god intern kommunikationskanal til holde medlemmer, frivillige og samarbejdspartnere opdateret. Sørg for, at nyhedsbrevet er kort, visuelt overskueligt og indeholder relevante nyheder, kommende aktiviteter og gode historier. Brug en personlig tone og et fængende emne, der får folk til at åbne mailen. Man kan lave flotte nyhedsbreve i digitale værktøjer, men et nyhedsbrev kan også bare laves i en mail, eventuelt suppleret af billeder. I kan gøre det nemt ved at bruge en simpel skabelon, genbruge indhold fra sociale medier og arrangementer, og holde det kort med 1 til 3 vigtige historier. Del opgaverne mellem flere frivillige og send det regelmæssigt, for eksempel hver anden måned.
Socialkompas
Opret jeres tilbud på Socialkompas, der giver overblik over fællesskaber og hjælp i Aalborg og omegn.
Rekruttering af frivillige
Find inspiration og gode råd til, hvordan I rekrutterer nye frivillige.