Rekruttering af frivillige

Bliv klogere på frivilligrekruttering og hvordan I tager godt imod nye frivillige, så de bliver.

Få hjælp til rekruttering

I De Frivilliges Hus kan alle frivillige sociale foreninger og grupper få rådgivning til rekruttering. Vi kan for eksempel hjælpe jer med:

 

  • Hvor og hvordan I skaffer nye frivillige

  • Hvordan I laver en realistisk plan for rekruttering

  • Afklare jeres behov

  • Hvordan I kan tage godt imod nye frivillige, så de bliver

Gode råd

  • Konkretiser opgaven og tidsforbruget
  • Brug frivilligjob.dk
  • Reager hurtigt på henvendelser
  • Giv en god velkomst
rekruttering

De 4 trin i rekruttering

Hvis I vil finde den rigtige frivillige til jeres forening, er det vigtigt, at I definerer den frivilliges rolle. Beskriv hvilket formål, den frivillige bidrager til. Kortlæg opgaverne, tidsforbruget og hvilke færdigheder eller kompetencer, der er relevante for at kunne løse opgaven. Det er også vigtigt at sætte ord på det, I kan tilbyde den frivillige. Det gør det nemmere for både jer og den nye frivillige at gennemskue, om I er et match. Husk at være åbne og fleksible, hvis I får henvendelser fra frivillige med en anden profil end den, I forventer. Brug eventuelt Center for Frivilligt Socialt Arbejdes match-øvelse.

Når man vil rekruttere nye frivillige, er der 3 metoder, man kan vælge mellem og benytte sig af.

Netværksrekruttering handler om at række ud til din og andres omgangskreds. Det kan eksempelvis være at spørge en gammel sportskammerat, nabo eller tidligere kollega. Mange kan godt lide at blive spurgt eller prikket. For nogle er det også nemmere at sige ja til at engagere sig, når de kender en i foreningen. Her er en øvelse til at kortlægge jeres netværk.

Kompetencerekruttering handler om at række målrettet ud til grupper med de kompetencer og færdigheder, som I har defineret. Kontakt faggrupper direkte gennem for eksempel uddannelsesinstitutioner, fagforeninger, pensionistklubber eller arbejdspladser. Find inspiration i kampagnerekruttering, til hvordan I henvender jer.

Kampagnerekruttering handler om at synliggøre jer gennem kanaler online og offline, eksempelvis gennem sociale medier, avisartikler eller ved at oprette jobopslag på Frivilligjob.dk. Læs mere om kampagnemetoden her.

Den første henvendelse fra en potentiel ny frivillig sker, når vedkommende henvender sig første gang for eksempel på mail eller telefon. Modtagelsen er vigtig, fordi det er her, den nye frivillige danner sig sit første indtryk af foreningen, som kan have indflydelse på, om vedkommende i sidste ende har lyst til at engagere sig hos jer. Derfor skal I sørge for, at I har holdbare aftaler om hvem, der svarer på henvendelser, og hvad den videre procedure er. Det kan være en god idé at afholde en slags forsamtale. Her kan den potentielle frivillige fortælle lidt om sig selv, og I kan fortælle om aktiviteten/foreningen og det frivillige arbejde. På den måde kan I sammen forventningsafstemme og lave nogle faste aftaler.

Når den nye frivillige møder op første gang i foreningen eller aktiviteten, er det vigtigt at tage godt imod. En god start kan indeholde en introduktion til frivilligkollegerne og eventuelt til deltagere. Ellers er det vigtigt at give en grundig indføring i opgaverne, rollen den frivillige skal varetage og introducere en fast kontaktperson, den nye frivillige kan henvende sig til, hvis vedkommende er i tvivl om noget, undrer sig eller ikke er helt tilpas. Det kan også anbefales at følge op på den frivilliges start i foreningen, så man kan lære af det og rette op på noget, hvis det er aktuelt.

Tænk ud af boksen

Alle kan være frivillige – også mennesker med fysisk eller psykisk handicap. Naturligvis. Ligesom mennesker, der er ved at lære dansk, har masser at byde på. Alle kan bidrage med noget. Det handler blot om at tilrettelægge rammerne og opgaverne så de matcher de frivillige. At tænke ud af boksen og have blik for andres potentialer, kan udvide mulighederne for at få nye frivillige. Måske kommer jeres nye frivillige ildsjæl allerede i foreningen som medlem eller deltager i aktiviteter.

Frivillige til frivilligmarked

Tal til motivationen

Når I rekrutterer frivillige og laver opslag, så fokuser på de gode oplevelser, fællesskabet, forskellen de er med til at gøre eller noget helt fjerde. I stedet for at spørge ”Vil du være frivillig?”, skriv “Vil du være med til at bekæmpe ensomhed?”, “Vil du være en del af Aalborgs måske hyggeligste fællesskab?” eller “Vil du være en del af holdet, der altid har en fest i køkkenet, når vi laver mad til en sommerlejr for anbragte børn?”. Ordet frivillig motiverer ikke i sig selv, det gør sagen, følelsen af fællesskab, ny læring, personlig udvikling og meget andet.

Tal til motivationen
Konsulenthjælp til foreninger

Konsulenthjælp

Få gratis sparring og hjælp hos os til rekruttering af frivillige.

Guides til rekruttering af frivillige

Center for Frivilligt Socialt Arbejde har forskellige guides til, hvordan man rekrutterer nye frivillige.

Frivilligjob

Opret jeres forening på Frivilligjob.dk, Danmarks største jobportal for frivilligt arbejde.

Fundraising

Find inspiration og viden hos os, hvis I skal i gang med fundraising.